PIO

D. 5. maj 1872, sad Louis Pio på Nytorv og ventede på at blive stillet for en dommer. Og samme dag, 150 år senere, udkommer denne her, en biografisk roman om Pio, som jeg har arbejdet på de sidste seks år. Pio startede ”Socialistiske Blade” og siden ”Socialisten” og satte skub i arbejderkampen herhjemme - på samme tid, som Georg Brandes blæste til angreb mod den forstokkede borgerlige moral, og J.P. Jacobsen skrev om Darwin og Mogens. Jeg har altid været fascineret af den tid, og det var, mens jeg arbejdede på en biografi om J.P. Jacobsen, at jeg ”opdagede” Pio. Han bliver nævnt en passant nogle gange i breve til Edvard Brandes (J.P. var ikke så politisk, at det gjorde noget), men det var nok til, at jeg blev interesseret i, hvad der egentlig blev af ham, efter han tog imod politiets bestikkelse og rejste til USA med det forsæt at skabe en socialistisk koloni i Kansas - og senere igen i Florida. I 2016 besøgte jeg Florida, hvor de sørgelige rester af hans White City stadig står, og hvor han selv hænger på det lokalhistoriske museum som grundlægger af kolonien, som en dansk pioner – og en pæn mand med glansfuldt skæg og bindeslips.

Jeg tænkte, at dér skulle historien starte (den var så godt som skrevet), men projektet voksede, forhistorien kom med og begyndte at fylde, og pludselig sad han i varetægtsfængslet på Nytorv og kiggede ned i en skål suppe.

Pio havde fastholdt at gennemføre et stormøde på Fælleden, som politiet havde forbudt. Han troede så naivt, at det unge demokratis ytrings- og forsamlingsfrihed også gjaldt for arbejderne. Han blev anholdt om natten til d. 5. maj og altså anbragt i arresten på Nytorv, hvor han måtte sidde i over et år og vente på en dom – der skulle sende ham i isolationsfængsel i Vridsløselille i yderligere fem år. Dér starter min roman, som udkommer på 150-årsdagen for, hvad der senere blev kendt som ”Slaget på Fælleden”, og som følger hans kamp i fængslet, i arbejderbevægelsen og siden i Kansas, Chicago og Florida.